Jeg ved egentlig ikke hvem som læser med derude, men kan jo også være ligeglad.
Så skriver ikke dette for at såre nogen eller på anden vis tilsvine, gøre skade eller ondt værre. No animals was harmed writing this post.
På det seneste er jeg stødt ind i flere som siger: “Så skrev da et brev…”, forklar dig selv, hvorfor gør/gjorde du som du gjorde, læg stridsøkserne i graven, gør noget aktivt selv for at dæmpe konflikterne. Få hjælp, gå til kommunen, få familie rådgivning. Alle gode og fornuftige råd givet i den allerbedste mening.
Nu lever jeg et liv som jeg selv har valgt, taget diverse beslutninger undervejs og er skam udemærket klar over de “ar på livet” det måtte føre med sig. Hvad er det jeg forsøger at give videre til mine drenge. Hverdagen er da bestemt ikke uden problemer i en skilsmissefamilie og der vil altid være ting vi kan gøre anderledes eller ikke får gjort nok af pga. stress/travlhed og de mange forventninger som skal indfries.
Hvorfor skal vi “alle” puttes ned i de samme kasser, kører samme vej til arbejde hver dag, dag ud dag ind leve/bo i hamsterhjulet for at være lykkelige.
Så ser det hele godt ud på facaden? eller hvordan?
Vi skal/må ikke udstråle problemer?
Hvis det ikke ser godt ud, kan vi ikke finde ud af at leve livet/spille spillet?
Kun når vi bliver inviteret indenfor i “varmen” kan vi dele smerten og hjælpe hinanden.
Hvorfor???
You must be logged in to post a comment.